Interims Instruction

Første Capitel.

Hvad er kunskab om feldttjenesten?
Den deel af krigsvidenskaben, som foreskriver det forhold, hver enkelt soldat og hver underordnet anfører har at udvise i marken imod fienden.

Hvad bør den simple soldat vide deraf?
Sit forhold som enkelt mand, og det saavel i commandoet selv, som I sikkerheds-corpsene, samt hvorledes han bør tee sig under de enkelte særegne omstændigheder, i hvilke den trop, han hører til, kan komme.

Hvad bør underofficeren vide?
Han bør, foruden det forudgaaende, ogsaa kjende sit eget forhold ved alt, hvad der kan blive et commando af 8 til 16 mand paalagt at udføre, samt vide at kunde hjælpe sig der, hvor tilfældige omstændigheder mueligen maatte bringe et endnu større antal under hans commando.

Hvad forstaaes ved et sikkerhedscorps?
Det mandskab, som udstilles, eller udskikkes til at underette commandoet om, naar fjenden nærmed sig, og som, alt efter omstændighederne og de bekomne ordrer, skal enten blot advare, eller tillige holde fjenden op,indtil commandoet kommer i forsvarstand.

Hvoraf bestaae sikkerhedscorps?
Ved et corps, som bliver paa stedet, bestaae de af piketter, feldtvagter og sammes underordnede mindre commandoer og poster; men ved et corps som er I bevægelse, bestaae de af sidetrops, avantgarde og arriergarde.

Hvad er bestemmelsen af piketter?
At understøtte feldtvagten i at holde fjenden op.

Hvad er bestemmelsen af feldtvagten?
At holde fjenden ved benyttelse af terrain og kunst, saa lenge op, til corpset kan komme i forsvarsstand.

Hvad er deres posters bestemmelse?
At lægge merke til den foranliggende egn og bestræbe sig for at opdage fjenden saa langt borte som muligt: i det mindste agte, baade ved nat og ved dag, paa at ingen, hverken ven, eller fjende, eller uvedkommende person, uanmeldt eller uundersøgt kommer frem eller tilbage imellem dem.

Af hvor mange mand bestaae disse poster?
Sædvanligt af 2 mand, og kalles da dobbelt vedet, men ogsaa af 1 mand, der da kaldes enkelt vedet, eller mellem vedet. Det sidste har især sted, enten der hvor enkelte terrain gjenstande imellem de dobbelte vedetter ikke af disse kunne oversees, eller og der hvor vedetterne ere for langt borte fra vagten, til stedse at kunne overskues, høres, eller faae deres meldinger betids nok afgivne.

Hvad kaldes samlingen af alle disse poster?
Vedet-kieden, eller forpost-kieden.

Hvad kalles samlingen af alle sikkerhedscorpserne?
Forposterne.

Hvad forstaaes ved avertissementsposter?
Enten enkelte, eller dobbelte poster af et i skjul posteret commando, men og poster uden for vedetkieden.

Hvor plasseres de sædvanligviis?
I kirketaarne, træer, paa høie lofter, bakker og deslige steder, hvorfra de kunne have en fri udsigt over egnen.

Hvad forstaaes ved vedet a la cosak?
Enkelte, eller og dobbelte poster i en rad bag hinanden, eller og ved siden af hinanden.

Hvor plasseres de sædvanligviis?
Langs veie og grøfter, foran byer, i skove osv.,men alt ettersom det skeer ved nat eller dag, 20 til 300 skridt fra hinanden.

Hvad skeer naar distancen imellem dem dog vilde blive for stor, til at frie udsigt for vedetterne og sikkerhed for feldtvagten kunde opnaaes?
Da udsætte feltdvagterne blotte troppeafdelinger paa 12 til 16 mand under en underofficeer; og af disse sættes da vedeterne igjen ud.
Men hvis afstanden for de længst borteværende vedetter endnu blev altfor stor, til at et skud kunde høres af dem?
Da sættes mellom vedetter ud til opservasjon, eller til comunication; eller og samtlige vedetter i denne del af kieden faae befaling til at svare med skud, naar een af dem har fundet sig beføiet til at skyde.

Hvordant bør vedetternes personlige forhold i alminderlighed være?
Som enhver posts forhold overhovedet. Vedetterne bør være opmærksomme paa strækningen fremad imod fjenden og stille imellem dem selv inbyrdes.

Hvorledes bør geværet bæres?
Skraat og hvilede i den venstre arm. Paa hanen holdes den høire tommelfinger, og om bøilen de øvrige fingre. Pandhætten og proppen skulde være aftagne. Al opmærksomhed henvendes paa at krudet ei enten spildes, eller bliver vaadt; hvorfor og i regnveir laasen tages under armen, eller kappen, og løbet hældes nedad og forover.

Hvilke ere reglerne for deres øvrige forhold?
Ingen vedet afgiver nogen honneur med tempos. Han giver ild paa hver fjende, raaber hver uvedkommende an, som nærmer sig hans post paa 50 til 100 skridt, spænder hanen ved hver anraaben og sætter den ei i ro før den anraabte er udspurgt og ude af skud. Om dagen staae vedetterne uden bajonett. Tør de end bevæge sig paa deres post, maa det kun være paa et kort stykke og stedse saaledes at den ene har øinene fæstede paa den side som den anden vender ryggen til. Og begge bør de være mest aktpaagivende paa den side, som fjenden kan væntes fra. Dog er det stedse sikkrest, naar de ikke behøve at gaae; men da bør de og begge staae med 1/8 drejning imod frontlinjen. Skulle de røre sig, da giøre de det skifteviis og være ideligen opmærksomme paa hvad der foregaaer i den strækning de kunde oversee.

Hvad bør vedetterne melde?
Alt hvad der lykkes dem at opdage, saasom: støvskyer, der stige iveiret, mengde af vogne, eller hobe af folk; blink af bajonetter, og tropper der bevege sig, om endog enten disse tropper synes at høre til armeen selv, eller retningen at deres marsch ikke lod til at være stillet imod vedetten eller feldtvagten.

Hvordan bør vetetternes forhold være ved slige leiligheder?
Alt hvad hver enkelt mand opdager, meddeler han i stillhed sin kammerat underretning om, og nu søge de at overbevise sig med forenede kræfter om rigtigheden i deres opdagelser. Derpaa skynder den ene sig til feldtvagten for at melde det erfarede, medens den anden agter nøie paa hvad nyt der fremdeles maatte vise sig, saa at han bedre kan giøre vedkommende rede for det.

Hvordan er regelen for al melding?
Det bør altid af vedkommende undermand mældes til den overmand , fra hvilken han modtog ordre og instruction.
Fotnote: (I henseende til maaden at melde paa maa der paalegges saavel underofficeeren som den gemene mand al mulig nøiaktighed, saa at deels det visse bliver meldt som vist, deels formodning og det blotte hørte ogsaa netop kun som saadant. I begge tilfælde bør tid, sted og slags angives, og alt siges frem med anstand, tydelighed og uden angest eller forpustelse. Til en regel for bestemmelse af distanser, frastande, mærke man sig følgende. Er man tusinde skridt borte seer alt hvad der er i skygge utydeligt ud; men paa alt hvad der befinnes i solen adskiller man de lyse farver, naar tingen forresten har nogen størrelse. Paa en afstand af nihundrede skridt kan man adskille roder og de lyse farver, ting af mindre størrelse have, men nettop kun naar de beskinnes av solen. I sexhundrede skridts frastand adskiller man, om endog tingen ere i skygge geværet, bajonetten, samt hatten og saavel bandolærets som beenklædernes lysere farver. Paa trehundrede til firehundrede skridt sees ansigt og rabatter, ansigtet endog tydeligt. De almindelige feil der opstaae hvor man gjætter paa distance, komme deraf: at over slet mark og over vand gjætter man paa en kortere distance end virkeligt; saavel opad de høie bakker som nedad synes alting mindre og bakkerne selv høiere aften og morgen, end middag. Mørkt eller taaget veir og et afvexlende terrain giver gjenstande et udsende saa at man troer dæm lengere borte. Bajonetters blink er altid, og især i solens straaler, synligt, inden endnu infanterie kan skiældnes fra cavallerie; og følgelig bør soldaten, for deraf at uddrage den riktige slutning om fjendens march-direction, giøres opmærksom paa, at troppen nærmer sig naar blinkene falde lodrette, fjerner sig hvis de ere ustadige, drage til høire, naar de glimte fra venstre til høire, men drager til venstre, naar de glimte fra høire til venstre. Til slutning bør og soldaten, for at han bestemt kan angive den rette himmelkant for sine giorte opdagelser, erindres om: at hver kirke han kan see viser imod vesten med sit taarn; at solen om morgenen staaer op i østen, om middagen er i sønden og om aftenen gaaer ned i vesten; at ringene af et fritstaaende tre, eller dets grene ere tættere imod nordsiden, og at lysningen ved horizonten saavelsom og stjærnebilledet Den Store Bjørn, Carls Vogn, viser om natten hvor norden skal søges.)

Til hvem melder altsaa vedetten?
Til feldtvagten, eller til underofficeerens vagt, ifald han er blevet
udstillet af samme.

Og hvad har underofficeeren at giøre?
Han sender strax meldingen videre; men i det tilfælde, at den mældte gjenstand er endnu langt borte, gaaer han selv saa meget fremad, at han end nøiere kan iagtage alt og derved sættes i stand til at kunne sende den, han har at rapportere til, en saa meget desto fuldkomnere melding.

Hvad have nu vedetterne at gjøre om det virkeligen er fjendtlige tropper, og disse nærme sig dem?
Bestae de fjendtlige forblænkere af cavallerie, eller af enkelte infanterister, der rykke langsomt frem, enten fordi de holdes tilbage af hindringer i terrainet, eller fordi de først maa recognoscere, da skyde og lade vedetterne skifteviis paa distance af 200 til 300 skridt, og da blive de paa deres sted. Men forstørres antallet af forblænkere, og blive de ved at rykke frem, da trække vedetterne, især om de staae i fare for at blive afskaarne, sig chargerende tilbage, og saaledes som de ved den adspredte fægtemaade er lært.

Hvorhen?
Til deres trop; dog aldrig lige paa den, men til en af siderne.

Hvorfor?
For ei at vise fjenden troppens plads; men naar han dog gaaer løs paa stedet, da ei at hindre troppens ild, saa og for at giøre fjenden størst muelige skade og ophold ved at chargere ham i flanquen.

Underofficerens forhold derved?
Alt efter fjendens styrke og terrrainets beskaffenhed, men fornemmelig efter sin modtagne ordre, at opholde fjenden saa lenge han kan; og naar han maa vige, at han da foretager retraiten med orden og stilhed; enten i halve trops, en echiquier eller debanderet, vexelviis fyrende og retirerende, altid til siden af feldtvagten og derved benyttende sig af terrainets beskaffenhed til at opholde fjenden; mueligt endog lokke ham i, eller lægge for ham et baghold.

Naar de udgive sig for deserteurer?
I afstend meldes de med angivelse af antallet og troppeart. Naar de komme under skud og angive sig for deserteurer , befales de, samtlige at giøre omkring; lægge geværene ned, og træde bag for samme, saa langt som vedetten der anraabte dem finder for godt, hvilket meest passende kan ansees for 20 skridt. Ere de af kavalleriet, maae de her stige af hesten; derpaa løber den ene vedet til sin vagt, for at melde det med angivelse af antallet og slags, medens den anden med spændt hane nøie agter paa et de ikke flytte sig af stedet.

Og underofficerens trop?
Sender strags meldingen med en annen mand videre, eller hvis den har ordre, og fornødent mandskab dertil, sender han samme frem, at modtage førommeldte deserteurer.

Hvilket derved forholder sig?
Meget forsigtigt; føreren lader sit halve mandskab blive 40 til 50 skridt bag deserteurene; gaaer derpaa frem med det øvrige halve; visiterer hver enkelt mand om de have skjulte vaaben hos sig; samler dem i roder; omgiver dem med sin commando og fører dem saaledes gjennem vedetkjeden. Den mand som beordres at optage deres vaaben, eller føre deres heste, maa ikke følge tet ved transporten.
Men naar de raabe at de blive eftersatt?
Om de ogsaa virkelig eftersættes, maae de dog endnu ei tillades at komme indenfor vedetkjeden; men den vedet sombevogter dem, kan tilade dem at de avancere frem, tage deres gevær op og dermed forsvare sig saa godt de kunne, indtil den commando, som kan forventes til deres afhentelse ankommer og kan hjelpe dem. Dersom denne imidlertid skulle ankomme og tydeligen kunde kjende at det var alvor med deserteurenes eftersættelse, da kan han hielpe dem; men ingenlunde bringe dem inn i vedetkjeden, forend de haver aflagt sine vaaben, ere ordnede og visiterede, og heller ikke lade den mand der bærer vaabene følge med transporten, men gaae enten før eller efter samme. Deserteurene selv sendes af feldtvagten videre til leieren, til hovedqvarteret; eller bevogtes paa et dertil bestemt sted.

En enkelt deserrteur?
Maa stedse kaste vaabene bort, forinden ham tillades at nærme sig vedetkjeden; men naar ingen besynderlige omstendigheder gjøre større forsigtighed nødvendig, kan han, naar han i 50 skridts afstand nøie ere visiteret, ved den ene af vedetterne føres til vagten.

Naar vedetterne bliver vaer stærk train af bøndervogne?
Melde de saadant, saa snaart de faa øie paa dem især om de ere bepakkede, og have flere bønder i følge med sig. Naar da den første vogn kommer I skudvidde fra vedetterne tilraabes dem at holde, med trussel at skyde, om de ikke lystre; hvorpaa den anden mand løbe tilbage for at giøre melding derom. Medens 1ste mand, som har avanceret 50 skridt frem, nøie agter paa at de ikke flytte sig af stedet.

Commandeuren som bliver sendt ud for at undersøge samme?
Beordrer hvær vogns mandskab at blive ved sin vogn, deler sin commando i 2 lige dele, stiller den ene halve deel paa et frit sted, 100 skridt fra den første vogn og undersøger med den anden halve deel meget nøiagtigt først denne vogn og dens mandskab, hvorpaa han lader den kjøre, og saa fremdeles, saa at hver enkelt vogn, altsom den er visiteret, kjører frem uden at oppebie de følgende.

Enkelte vogne, kræmmere, reisende eller bønder?
Anraabes med Hvem der! Og standses i 50 til 100 skridts afstand, hvor de visiteres nøie af de ene avancerede vedet, medens den anden, i 20 til 30 skridts afstand, med spændt hane, nøie varer paa sin kammerad. Findes intet mistænkeligt ved den fremmede, følges han til vagten, men tillades aldrig at gaae ene derhen.

Naar en commando af vore egne tropper lader sig see udenfor vedetkjeden?
Da anmeldes den strax, naar den er af nogen betydenhed, hvad, enten dens march er, mod vedetkieden, eller ei. Naar den kommer under skud, anraabes den med Hvem der? Og paa svaret Commando! Hvorsomhelst fra! Staae! Omkring! Bajonetten bort! Eller hvis det er kavallerie Palladsken eller sabelen ind! En mand frem! Denne maa først afgive sit skydevaaben og sit sidegevær til een af kammeraterne og tillades dog kun at komme den, paa 20 til 30 skridt avancerede vedet, paa 10 til 12 skridt nær, og medens den anden mand med spændt hane og megen opmærksomhed sørger for sin kammerats sikkerhed og paaser at commandoer ei flytter sig fra stedet, udspørger den første vedet, den af commandoen avancerede mand, om hvem der fører commandoen? Hvor stærk og af hvilket regiment? Dernæst hvorfra? Hvorlænge har den været borte? Og endelig feldtraab? Hvis tiden af hans fraværelse gjør det mueligt at han kan have det seneste. Derpaa tillades den af commandoen tilhørede mand at træde ind. Den bagerste ef vedetterne beordres at melde den hele forklaring for feldtvagten, eller underoficers posten.

Denne sidstes forhold derved?
Er som ved deserteurer ommeldt; og hvis underofficeren endog personlig kjender troppen og dens anfører, bør han dog i alle tilfælde gjøre anføreren de ovenmeldte sex spørgsmaale, og i 20 til 30 skridts afstand omgive den ankomne commando med sin trop; men vaaben eller heste borttages ei. Ikke heller visiteres de, dog maa bajonetten ei sættes paa, eller tillades sidegeværet at trækkes.

Naar den ankommende angiver sig for patrouille?
Da maa den ene 10 til 12 skridt avancerede vedet, som sædvanlig anraabe den i 100 skridts afstand med: Hvem der? Og paa svaret Staae patrouille! Contra tegn! Dernæst: hvem fører patrouillen? Hvor stærk er den? En mand frem! Feldtraab! Denne mand maa her, saavelsom herefter ved alle ronder, baade afgive sine skydevaaben og sit sidegevær forinden han tillades at nærme sig vedetten, men kan da avancere indtil et par skridt nær til vedetten, og nu afgiver han feldtraabet til ham, medens denne næsten ligger ham geværpiben paa brystet. Derpaa raaber han: Patrouille forbi! Og trækker sig uden at vende sig om, hen til sin kammerat, der i al denne tid ogsaa har ataaet med spændt hane og givet agt pa patrouillen og den avancerede mand. Men naar feldtraabet er afgivet og befundet rigtigt, underretter vedetten patrouillen om alt nyt der er forefaldet paa hans post, eller hvad han har troet at see længre borte fra samme.

Contrategnet er?
Baade nat og dag hver aftalt lyd; saasom eet eller flere slag paa patrontasken, sabelen eller geværet; eller om dagen, hver synlig udmærket bevægelse: saasom med den høire haand i veiret, paa hatten, fjæren, ryggen ol.

Naar det ei angives rigtigt?
Behandles patrouillen som en commando, der kommer udenfra; meldes, undersøges og, naar man er forvisset om at patrouillen er rigtig, da gives den det nyere og riktigere contrategn.

Naar feldtraabet angives urigtigt?
Befales den avancerede mand, strax at følge med til vagten, iaktages nøie paa veien derhen, og visiteres endog om han har skiulte vaaben hos sig, forinden vedetten begiver sig paa veien med ham, medens den øvrige deel af patrouillen oppasses af den anden vedet, og forbydes at flytte sig fra stedet.

Afløsning behandles?
I alle maader som en patrouille. Ved afløsningen selv, overleveres posten med alle de iagttagelser man har giort, men uden tempo.

Naar en fjendtlig officeer med trompeter nærmer sig vedetten?
Anraabes og standses han i 50 til 100 skridts afstand mmed front utad, og meldes af den ene vedet til vagten, hvis underofficer modtager brevene, eller fører officeren selv med tilbundne øien til feldtvagten. Trompeteren derimod, bliver enten udenfor vedetkjeden, eller bindes for øinene forinden han føres inder for samme.

Vedetternes almidelige pligter om natten?
Ere: end ydermere agtpaagivenhed, tidt at lytte med øret mod jorden, dykke sig ned, for modluften at fatte gjenstanden han vil iakttage; fremdeles skifteviis at gaae 20-30 skridt frem mod de steder, hvorfra fjenden kan ventes, og der med øret mod jorden, at lytte om noget skulde sneget sig vedetkjeden saa nær. Al usædvanlig lyd, som hundebief, raslen af vogne, hestetrampen, banken paa træerne, eller fløiten, maa strax meldes. Ligeledes meldes naar der iagttages usædvanlig munterhed, eller usædvanlig stilhed I den egn hvor fjenden opholder sig; saavelsom naar fjendens vagtild enten brænder usædvanlig stærkt eller svagt; om raketter eller blus sees at opstige nogensteds i marken, eller deslige mere.

Dersom raslen af buske, blade eller anden lyd høres i nærheden af forposterne?
Da lister sig en af vedetterne varsomt hen til stedet, hvorfra lyden hørtes og undersøger med spændt hane og megen opmærksomhed om aarsagen dertil, medens den anden post ligesaa opmærksom, ogsaa med spændt hane i en afstand af 10-12 skridt vogter sin kammerat for overfald bagfra. Paa hvem som krybende nærmer sig posten gives strax ild. Avancerende og opretstaaende mennesker, anraabes med tvende gange hurtigt gjentaget: Hvem der? Følger da ikke strax svar, eller contrategn, især om man seer flere mennesker samlede, da gives strax ild; hvorefter denne vedet springer tilbage og lader, medens kammeraden, færdig til skud, seer hvad forfølgerne deraf ere. Forfølges de, skyder ogsaa denne og løber tilbage for at mælde tilfældet. Forfølges de ikke, maae de søge at komme under veir med hvad der var aarsag til bemærkede lyd, og strax giøre melding derom.

Enkelte ubevæbnede, umilitaire mennesker, som ere komne vedetkjeden for nær?
Kunne være uskyldige, og bør derfor ei skydes; men de kunne ogsaa være spioner og bør da ei lades ustraffede. De maa nøie visiteres om de bære skiulte vaaben, og derpaa vede en av vedetterne følges til vagten.

Commandoer som komme udenfra, desertører og flere mennesker i samqvem om natten, eller i mørket?
Behandles, som om dagen: paa det nær at ved commandoerne den avancerede mand maa følge med til vagten, som et slags gidsel, og tillige for at give underretning om den ankomne commando.

Og patrouiller?
Ligesom om dagen; men da distancene af anraabet ere kortere og al lyd om natten høres længre borte, maa taales saameget sagtere.

Naar contrategnet eller feldtraabet er urigtigt om natten?
Er forholdet som om dagen; kun med mere forsigtighed, og at vedetterne ved minste overtredelse af forlangte front strax give ild.

Dersom de anraabte ikke svare, ikke fyre, men blive ved at gaae fremad?
Da ere de fjender; og vedetten som ere gaaet frem, skyder strax og løber tilbage at melde, medens den andre passer paa, og skyder i sin tour.

Naar fjenden pludselig falder inn paa vedetten?
Da skyde de begge paa eengang og maae ved ingen trussel lade sig afholde fra at skyde geværet af; men skulde det klikke, raabe de begge af full hals: Fjenden er der! Og søge at slaae sig frie for at gjøre melding derom.

Mellemvedettens eller communicationspostens særdeles pligt?
Er i vedetkjeden at agte paa sit anviste terrain; paa naboeposterne; og baade her, og naar den skal holde communication mellem vedetterne og feldtvagten, da at repetere skud og signal, samt at avancere og retitrere med den, og stedse søge at overskue hvad der foregaaer hos dem begge.

Avertissements eller observationsposter?
Give saa snart og saa skjult som mueligt underretning om hvad de ere satte til at agte paa; hvad enten det skal skee ved aftalte tegn,
ved skud, eller ved mundtlig melding; og det ad skjulte veie.

Vedet a la Cosak?
Naar de staae bag hinanden giver den første mand det aftalte tegn, eller melder, naar han seer fjenden. Hvilket tegn eller melding som hurtigt gaaer ned ad raden til den sidste mand, som sædvanligt giver meldingen mundtlig. Naar de staae ved siden af hinanden giver den mand som først mærker fjendens ankomst det aftalte tegn, og skynder sig til commandoen at gjøre melding derom, medens de andre poster, hver paa sin anviiste plads give agt hvor sterk, og paa hvilket sted han trenger meest frem, og trække sig hurtigt tilbage naar de have erholdt den fornødne kundskab derom. Hvor en enkelt mand i denne kjede pludselig angribes, giver han ild, og hele den øvrige kjede med.

Naar vagterne, fra hvilke vedetterne ere udsatte, angribes?
Var det utilgiveligt naar det skeede forfra; men samtlige vedetter bør saalenge de kan see at vagten eller posterne forsvare sig, uanser de angribebes styrke, forstærke hine, og ved angreb i fjendens ryg og flanque, hjelpe at drive ham tilbage. Var vagten derimod ganske slaaet inden vedetterne kom til, maatte hver for sig, eller samlede, søge at snige eller slaae sig igjennem; ad omveje søge snarest mueligt at komme til korpset, for at give underetning im vagtens eller commandoens skjebne.

Patrouillers natur og almindelige bestemmelse?
Er at indhente efterretning om det fjendtlige corps eller parties styrke, tilhold og om mueligt, dets hensigt; at reconosere egnen i eet eller andet bestemt øiemed; eller ogsaa blodt at holde communication mellem adskilte corps.

Hovedpligten?
Er nøie at opdage, og uden ophold rapportere, de giorte iagttagelser; vogte sig for at blive afskaaret, og søge at undgaae skjærmydsler, isæær om patrouillen er langtudgaaende eller en snig patrouille.

Hvad forsigtighed have patrouiller at iagttage?
De bør ikke lade noget der kan unde fjenden skjul, henligge i ryggen av den uundersøgt. Alle defileer maae de passere varsomt og helst gaae igjennem skove og ad sideveje. Ere de langt borte fra deres corps, eller skulde de over aabent terrain, da skye de fornemmelig om natten at gaae same vej tilbage, de kom ad. Paa vejen selv bør de aldrig lade nogen gaa dem forbi og henad til den kant , hvor fjenden staaer. Hvile de bør de ei lade nogen der har opdaget dem komme dem forbi. Enhver saadan anholdes og bevogtes; hvis ej bør de forlade stedet.

Disse tilhold?
Maae nøje recognoseres inden patrouillen der overlader sig til nogen hvile, og dag maae de velges saaledes at man har fri retraite og selv uden at blive seet tidlig kan iagttage alt, hvad der nærmer sig. I husene beholder man alt folk i forvaring, som vare der da man valgte det til opholdsted. I skove, hulinger og deslige bevogtes ligeledes alle som møde patrouillen, og løslades først lidt førend den har i sinde at bryde op; og ingen af disse maa merke den vej man virkelig tager. Til hvilken ende man gjør saa mange spørgsmaale at hensigten af dem ikke kan gjættes.

Levnetsmidler?
Maae saadan patrouille stedse være forsynet med paa en tidlang; naar de ere oppe erstattes de ved kjøb, reqvisisjon eller execution. I alle tilfælde med megen forsigtighed. Fra kommandoens tilhold paa hvilket somhelst skiult sted, sendes et par mand til nærmeste enkelt liggende gaard, som indrive eller kjøbe hvad de behøve, og bringe det til et eller andet aftalt sted, hvor det afhentes af patrouillens dertil udsendte folk, hvilke alle ad omveje igjen samles ved det alminderlige tilhold. I eget land kan det fornødne requireres ved nærmeste by hos Sogne- eller Bondefogden; dog endnu med samme forsigtighed, for ei at blive opsnappet, eller at patrouillens tilhold derved røbes. Naar saadan en patrouille indquarterer sig i et hus, tages levnetsmidlerne bequemmest deraf, men dersom man ogsaa ved eieren lader hente dem, maa man ved at tage gidsel af hans nærmeste paarørende forvise sig om hans troskab. I fjendtlig land bør man dog neppe lade nogen af husets folk slippe løs, og nogle af mandskabet, foruden de udsatte poster bør stedse være vaagne i fuld paaklædning.

Patrouillernes almindelige styrke er?
Ved snigpatrouiller fra 7 til 16 mand; patrouiller til at recognocere I almindelighed eller især nær omkring vedetkjeden, 3 - 7 mand.

Disse siste udgaae?
Fra feldtvagten til nærmeste vagt, enten til høire eller til venstre, melde sig der, passere vedetkjeden og eftersee det halve antall vedetter af denne vagt; samtlige sine egne, og nærmeste halve deel af naboevagtens vedetter til den annen side; ved hvis vagt den igjen melder sig og gaaer bag vedetkjeden igjen til sin vagt.

I henseende til det øvrige forhold?
Afsøge de terrainet i saa stor en afstand fra vedetkjeden som de have ordre til. Naar de anraabes af vedetterne maa de strax standse og afgive de foromtalte svar. Hvor patrouiller møde hinanden, examinerer den som først anraabte. I alle tilfælde giver den mand som examineres sine vaaben før han kommer frem. De melde sig hos den nærmeste vedet, hvor de gaae ud, og undersøges nøie af ham.

Deres marchorden?
Er 1 mand forud, 50-10 skridt fra ham patrouille-commandøren med 2 mand, 50 skridt bag ham det øvrige mandskab.

Naar de opdage fjenden?
Give de ild og trække sig til vedetkjeden; men afsende først en mand at gjøre rede for hvem de ere.

Andet Capitel

For, bag og sidetroppers almindelige bestemmelse er?
At opdage fjenden langt borte, gjennemsøge egnen nærved, om fjenden skulde have skjult sig samt begynde angrepet eller modstaae det fjentlige angreb, indtil Corpset har faaet en stilling til med fordel at kunde mottage ham.

Deres almindelige pligt er?
Baade ved nat og dag at give agt paa alt, hvad terrainet langt borte frembyder mistænkeligt, gjennemsøge alt hvad der i den dem anviste distance, kunde tjene fjenden til skjul, saa snart og nøyaktigt som muligt afgive den vedbørlige melding derom og, alt efter nærmere ordre, enten selv gribe an, hvor de træffe paa fjenden, eller, som ved vedettkieden, stedse chargerende trække sig til troppen.

Geværet bæres?
Som ved den adspredte fegtningsmaade; skraat for legemet, med spændt hane, stedse færdigt til skud, for, naar fjenden pludselig angriber, eller de treffe paa baghold, da strax at kunde give ild.

Distancen fra corpset Retter sig efter terrainet og styrken af de hinanden sikkrende corps; men en hovedregel er det, at disse bør aldrig komme længere fra hinanden end at de kunde see hinanden.

Regler for inddelingen af fortroppen?
Er den: at underofficeeren beholder saameget mandskab hos sig, at han ved patrouiller kan lade undersøge de gjenstande, som blænkerne ere enten for svage til at undersøge, eller for løseligen have overseet; dog maa han have folk nok, til at kunde besøørge meldingerne, uden at være alt for blottet.

16 mand?
Give 3 mand forud, 3 til hver side og beholde altsaa 7 mand i troppen.
12 mand?
Give 3 mand forud, 2 til hver side, og beholde 5 mand i troppen.
8 mand?
Give 3 mand forud, og beholde 5 mand i troppen.

De første 3 mand kaldes?
Forspids, eller forblænkere; den ytterste mand, slet hen: spidsen.
Sædvanligvis er denne 50 til 60 skridt foran de to andre forblænkere og disse 100-200 skridt foran deres trop.

Sideblænkerne?
Blive omtrendt 140-160 skridr foran troppen. Naar de bestaae af 3 mand, gaaer 1 mand 50-60 skridt længere ud til siden, de to andre følge et par skridt bag hinanden, alle med højre eller venstre om, næsten saa langt frem, som forspidsen, for at de forekommende gjenstande kunde være afsøgte førend troppen kommer saa langt frem.

Den første mands pligt?
Er, at holde den angivne afstand fra de nærmeste blænkere, saalenge det passer med omstændighederne; men maa dog aldri komme længere fra dem, end at han jo beastandig kan sees af dem. Dernæst stræbe, at opdage fjenden langt borte, afsøge hver gjenstand nær vejen, som kunde skiule ham; og melde hvad som han opdager. Fremdeles bør han hurtigt, bukket og med aftagen hat bestige hver bakke, dog uden at gaae op paa det højeste, for, om mueligt selv at blive uopdaget. Her maa han nøie overskue egnen, og hvor han seer eller hører noget mistænkeligt, som: rullende vogne eller bajonettblink o.s.v., da give han sine kammerater et vink til at blive staaende, og søger selv , saa skiult som mueligt, at opdage sted, troppeart, styrke og marchering. Om alt dette underetter han han den nærmeste af blænkerne, hvilken ligeledes afgiver denne melding videre, og vedbliver, saa skiult som mueligt, at opdage endmere af fjenden. Bataillonernes og esqvadronernes antal tælles ved fanerne og estandarterne; og om forblænkerne skulde skiældne nogen Generalsperson deriblandt, som er kjendelig paa de officeerer, der, uden at holde rader eller geleder omgive ham, maae de ikke undlade, at melde det med. Ligeledes om de af fjendens pegen eller stirren til det sted de opholde sig, have kundet mærke, at de vare opdagede. Dernæst maae forblænkerne observere vejen, om den have spor efter fjendens march, enten ved dybe og brede hjulspor, eller tabte sager, gravede huller, opbrudte broer eller deslige, og slutteligen anholde, udspørge og bringe alle ankommende reisende til fortroppen, men ikke lade nogen komme forbi sig til det sted troppen agter sig hen.

De to følgende blænkere?
Maa holde distancen fra troppen; selv bruge øien og øren, see til at hver til skiul tjenlig gjenstand, bliver nøie afsøgt; aldrig tabe formanden af syne, men passe paa hans vink; sikkre ham for overfald bagfra; melde hvad han paalegger dem, og afløse ham i deres tur.

Fortroppens sideblænkere?
Have ganske de samme pligter, som forspidsen i den dem anviste distance fra samme; men de maae ikke lade søer, moser, eller deslige ufremkommelige terrainarter, mellem sig og troppen, og gaae, ved ganske jevn mark, ei heller tiere bort fra samme, end hvor der er et huus, en indhegning eller sligt, som skal afsøges.

Fortroppens pligter?
Ere, at underofficeeren som fører den, tilligemed al muelig opmærksomhed paa sin distance, sine blænkere og hele omegnen med alt, hvad mistænkeligt den frembyder, bør, hvor han, blot ser sine blænkere studse , begive sig frem, eller til den side det behøves, for selv at overtyde sig, om hvad der maatte være at bemærke. Han sender den melding han faaer videre, og beriktiger den, saa snart han kan. Efterlade hans blænkere, at gjennemsøge egnen, eller ere de for svage dertil, saa sender han saa tidt det behøves, til sligt enkelt sted forstærkning, eller blot en patrouille, eller afløser endog de efterladne; thi blønkerne bør være de raskeste og paalideligste folk.

Sidetroppens almindelige inddeling er?
Sexten mand i 2 dele; hvoraf den halve del med Commandeuren bliver 300 skridt fra corpset, og den anden halve deel med en Gefrider eller underofficeer sendes 100-150 længre ud til siden, hvilken igjen sender 3 mand, som blænkere, 100 skridt udenfor dem, som atter sende 1 mand 50-60 skridt længere ud og derved danne den samme figur til siden, som fortroppen fremad. Sædvanligt bestaaer sidetroppen blot af 8-12 mand, hvoraf troppen bliver 200-300 skridt fra corpset, og de 2 blænkere 100, den yderste igjen 50 skridt fra dem.

Pligter og forhold ved afsøgning af egnen?
Blive, baade for blænkere og troppen, de samme som ved fortroppen; blot at alle der høre til sidetroppen, aldrig lade noget ufremkommeligt terrrain mellem sig og deres corps; men ved slige hindringer trække sig ind til corpset, og forresten holde sig saa langt fremad, at de kunne have afsøgt de forekomne gjenstande, førend corpset selv kommer saa nær, at det kunne lide skade ved hvad fjendtligt der maate findes skjult deri.

Distancen fra corpset?
Maa aldrig være større end at de see hinanden; men hvor det kun nogenlunde er mueligt, maa ingen til skjul tjenlig gjenstand, i 1000 skridts afstand, blive uundersøgt og hvor blænkerne ikke kunde naae frem, sender troppens anføren en patrouille.

Bagtroppens almindelige inddeling?
Er den samme bagud, som fortroppens forud.

Pligter og øvrigt forhold?
Ere ligeledes overensstemmende med for- og sidetroppens, blot, at den ikke saameget giver sig af med, at eftersøge hvad der kunde ligge skiult, som strax at melde, hvad der kommer tilsyne, og at opholde hvad som angriper. Derfor bestige og dens blænkere alle høie steder, og troppen bliver inærheden deraf, saalenge, til corpset er kommet ud over de lave steder, eller i det minste saa langt hen, ad samme, at bagroppen ved at tøve længere, vilde have vanskelighed ved at indhente det; men den tragter ikke desmindre efter, selv at blive uoppdaget; og til at oppholde fjenden, nytter den især alle terrainhindringer, som kunde give leilighed til baghold, eller som nøde fjenden til at marchere i smal front, og forderver endog passagen, om tiden tillader det. Sluttelig modtager den alle syge og marodeurs; og standser og beholder alle reisende hos sig, som ere sindede at tage samme vei, som corpset.

Hvad have forblænkerne at iagttage, naar de finde grøvter og gjerder for sig?
Den ydderste mand forud, eller spidsen, bestiger den med spændt hane, og springer ei ned igjen, inden hab hade seet sig vel fore, om fjenden skulle være skjult paa den anden side. Først da følger og den anden mand efter, der indtil den tid bør have holdt sig 20 til 30 skridt fra grøft eller gjerde. Men, er grøften saa dyb, eller gjerdet saa høit, at disse to første blænkere,naar de nu ere komne over paa den anden side, ikke kunde sees fra troppen, stiger ogsaa den tredje mand op, vinker ad fortroppen, at den skal følge, bliver staaende til den kommer, og springer da først ned. Fortroppen følger efter, naar egnen paa den anden side, i en strøkning af 300 til 400 skridt, nøie er gjennemsøgt af spidsen. Alle grøvter, som løbe enten langs med, eller dog i nærheden av marchrouten, gjennemsøges af forblænkerne; og ere de dybe, krumme, eller bevoxne med buske og krat, da maa de især nøie gjennemsøges i deres hele løb, inden man vover sig over dem.

Fortroppens sideblænkere?
Forholde sig derved paa samme maade. De undesøge grøvterne i 150-200 skridt, til siden av fortroppen; hvorved de stedse maa sørke for, at den ene av dem, overeesr, baate kammeraden og troppen, og tillige afsøge grøvterne og gjerdene i alle deres bøininge, men de bør dog saa meget mueligt undgaae, at marchere oven paa grøvten, for ei selv at udsætte sig, for at blive seet for langt borte.

Sidetroppen og dens blænkere?
Forholde sig derved, i den anviiste distance, som fortroppen og dens blænkere.

Bagtroppen?
Følger slet hen, og bruger øien og øren. Hvor den bliver forfulgt, opholder den fjenden ved passagen af hver grøvt, bag hvilken den opholder sig, saalenge den kan, eller er beordret til at holde sig, og vogter sig blot for at blive afskaaret.

Naar forblænkerne finde enkelte buske, skove eller krat for sig?
De 3 mand af forspidsen, secondere hinanden ved afsøgningen; spidsen gaaer vaersomt, med spændt hane, til og omkring de første buske, for at opdage, om nogen skiuler sig bag samme. Den anden mand følger i en afstand, at han stedse kan se ham. Den tredie mand holder sig saameget mueligt tilbage, at han ikke kan overfaldes og dog kan see baade den anden mand og troppen, som følger, men formanden maa han i intet tilfælde tabe af syne.

Sideblænkerne bør?
Paa samme maade afsøge baade enkelte buske og krat, men ikke gaa lengere ind i krattet, end at de kunne see deres vedkommende trop.

Fortroppens pligt derved er?
Naar forblænkerne gaae den af syne, enten ved en patrouille at lade spidsen befale, at standse, og ved samme patrouille at sætte sig i communication igjen, eller dersom dens distance fra corpset og dens ordre tillader det, da at lade forspidsen blive ved i sin march og følge. I alle tilfælde maa underofficeren holde communication med sin spids. Naar han selv kommer ind I krattet eller skoven, melder han det tillige med alt hvad han der har forefundet, til anføreren af det ham følgende corps. Dernæst lader han spidsen standse, medens han i en afstand, at de endnu kunne see hinanden, udbreder sin trop i en linje, saa han, om mueligt, faaer communication med sine sideblænkere, og fortsætter sin march med største forsigtighed og opmærksomhed.

Sidetroppens forhold er?
At følge samme fremgangsmaade ved afsøgelsen af slige gjenstande i flanquen af corpset, og siden i denne orden med høire eller venstre om at følge samme, i saadan afstand at de kunne se hinanden, eller i hvilkensomhelst distance commandeuren af corpset befaler og dertil anordner communication. Men marcherer hele corpset gjennem saadant krat, vil sidetroppen sædvanligt blive anviist, enten en linie, eller en flanque, at støtte sig til
fortroppens sideblænkere.

Bagtroppen?
Følge blot sit corps, i den efter omstendighederne foreskrevne distance; sædsvanligvis ogsaa debanderet. Skal den besætte krattet eller skoven, skjer det i udkanten, tæt bag de uderste buske; saa stille og saa skiult som mueligt. I større skove klavte de op i træerne om de kunne. Naar da de fjendtlige blænkere træde ind i krattet, eller skoven, maae de om mueligt, nedstødes eller opsnappes, forinden de kunne skyde; og saaledes vedbliver denne trop, indtil overmagtennøder den, til at vige, hvilket dog maa skee I kjede, saa ordentligt som mueligt, og ved (saa at sige) at forsvare hver busk eller hvert træ; hvorved tropanføreren, saa meget mueligt, holder sine fløye tilbage, og overalt vogter sig for at blive afskaaren. Dersom fjenden kun kan avancere ad een vej, og der for resten gives leilighed tiol baghold, da maatte dette ikke forsømmes. Hvorvidt en bagtrop kan drive disse ting, eller overalt kan blive bag sit corps, maa nærmere ordre bestemme.

Hvordant bør forblænkernes forhold være naar de træffe paa dale, huulveje og diger?
Som ellers, bør ogsaa her, egnen gjennemsøges af dem, og det til alle sider. Sagen bliver aldri vanskelig, naar beskaffenheden ved de gjenstande, der forekomme, er saadan, at man kan see fra oven af ned i dem, eller lige fra indgangen til udgangen. Dog bør de tre mand der kalles forspidsen, være saare paapassende ved dette arbeide og nøie gjennemsøge ikke alene alt, hvad der paa stedet der kan skiule fjenden i nogen maade, men og hele egnen indtil paa 300 til 400 skridt omkring udgangen. Først naar det er gjort, bør de vinke troppen til at følge. Kan man nu derimod ikke komme omkring vejen, eller hulingen, ikke heller see ned i den, og ligesaalidt see igjennem den, da nærmer den første mand sig med megen forsigtighed til indgangen, seer og hører sig vel fore og giver, ved minste lyd, minste mistænkelige bevægelse, den nærmeste blænker med et vink at forstaae, at han skal blive staaende, indtil der er undersøgt endnu nøjere.
Den anden mand følger efter i en saadan afstand, at han kan see baade sin formand og eftermand.
Den tredie mand derimod holder sig saa langt tilbage som mueligt; men paa ingen maade maa han tabe sin formand af syne, og stedse være han istand til betimeligen at kunne give troppen vink om, naar den enten skal følge, eller sende hjelp til communicationens vedligeholdelse. naar de tre mand, der udgjøre forspidsen, ere komne igjennem, lade de ufortøvet deres trop det vide og give sig strax selv ifærd med at undersøge alle de gjenstande, der kunne tjene til skiul, og det paa indtil 400 til 500 skridt omkring udgangen, for at deres trop med sikkerhet kan vove sig ind og komme dem tilhjelp i den endnu nøiere gjennemsøgning.

Fortroppens sideblænkere?
Bør især ved saadan leilighed nøie og i den opgivne største afstand fra troppen, gjennemsøge terrainet til begge sider af troppen, at fjenden ingensteds bliver skiult; samt eftersøge hvilke fremkommelige veje der maatte findes flere, end denne vanskelige passage, og derom forespørge sig hos alle de folk, de finde i nærheden. Naar de deri have gjort hvad de kunde, passere de vejen tilligemed troppen og hjelpe den endog til at holde communicationen mellem spidsen og denne; ligesom den ogsaa, saasnart den er kommet igjennem sneverheden, udbreder sig til siderne, afsøger egnen meget nøie, og hvis fjenden skulde gribe an, førend corpset er kommet igjennem, maa isør alt hvad der hører til fortroppen, søge at afværge angreb paa corpset.

Fortroppen selv?
Naar den, baade ved sine blænkere, ved udsendte patrouiller, ved forespørgsel og ved selvundersøgelser, har overbeviist sig om umueligheden af at omgaae hulinger, diger eller sneverheder, ved en af dens sider, mss den see til at passagen kan skee med mindstmuelige tab for sig og med meste sikkerhed for corpset. Begge dele erholdes ved den mueligste opmærksomhed og nøieste afsøgning, baade af hulingen, diket eller demningen selv, og terrainet for og bag samme. Distancen i hvilken egnen her skal undersøges, retter sig etter ordre og det følgende corpses styrke, men kan neppe være mindre end 800 til 1000 skridt. Ved sin melding om, at være passeert hindringen, bør fortrop føreren tillige tillige lade melde længden og beskaffenheden deraf, samt hvad han haver opdaget af terrainet paa den anden side, som han, saasnart de nærmeste gjenstande ere afsøgte af forspidsen og dens blænkere, end ydermere afsøger, besætter, og i tilfælde af angreb. Af det yderste forsvarer.

Side blænkernes forhold er?
Ligesom fortroppens sideblænkeres.

Sidetroppen selv?
Besætter sidevejene om de forefindes; hvis ikke gaaer den efter fortroppen foran corpset gjennem hulingen, og udgjør eet med fortroppen, i afsøgning, besætning og forsvar af egnen foran.

Bagtroppen?
Besætter udgangen og er efter beskaffenhed af hindringen og styrken af sin trop, ansvarlig for, at ingen fjende kommer ud af den, forinden corpset er kommet et vist bestemet stykke frem, eller har en vis bestemt tidsmarch forud. Kan troppen i hulingen selv nogensteds holde sig skiult, og derved blive istand til at afskiære den fjendtlige fortropp eller saa mange af dens blænkere, som man kan være vis paa, at giøre ende paa, maa det ei forsømmes. Men det er især ved udgangen at denne maa regne paa, at opholde fjenden. Til den ende spærres den med afhugne træer, hvis grene flættes i hverandre; fremdeles graves huller, eller blot dybe grøvter bag ved. I mangel af tid dertil, kiøres harver, plove, vogne og deslige sammen deri; af vognene som sættes paa tvers, borttages hjulene paa den bagerste side og axlerne tilligemed det underste af de staaende hjul nedstødes og nedgraves i jorden. Alle disse ting forbindes derpaa med hinanden. Endelig stilles troppen i 2 eller flere dele, i 20 til 30 skridts afstand bag samme for at have fjenden under sit sikkreste skud, medens han rydder disse hindringer af vejen; og naar han omsider næsten er ferdig dermed, anfaldes han med bajonetten.

Hvad have bagblænkerne da at gjøre?
De ville, naar fjenden nærmer sig, især komme til at agte paa indgangen til huulvejen, eller begydelsen af diget, om det forresten er dem mueligt. Men er det ikke det paa den tid, da bliver det dog deres pligt i det øieblik, da han kommer ind i huulvejen, eller op paa diget. Tillige bør det dem at lægge nøje mærke til om fjenden mueligen ikke skulde have fundet nogen anden vej til at komme over dette sted ad.

Hvorledes gjennemsøges enkelte huse, eller gaarde af forblænkerne?
Den sædvanligste maade er denne. Den allerførste mand, spidsen, gaaer hen til gaarden og omkring den, for om muligt at faae spor paa fjenden. Imens holde de næste to mand sig noget tilbage, men dog ikke længere end at de stædse kunde see ham og vogte ham for overfald bagfra. Findes der nu intet, nærmer den første sig noget meer, kalder een af beboerne ud og spørger denne om fjenden vel er derinde, eller dog om man ei har seet noget til ham. Bliver der endnu tvivl tilovers, overgives denne beboer til den tredie mands varetægt og udspørges nok engang, om fjenden er derinde. Benægtes atter dette, da først kunne huset og dets have gjennemsøges med et slags trygghed af den første mand, der skridt for skridt ledsages af den anden, men dog saaledes, at den tredie, der bliver udenfor, saavidt muelig kan see ham. Naar det ei findes noget mistænkeligt, gives bemeldte beboer fri; og overalt tilføjes det ham intet ondt, hvis han selv ikke har haft ondt isinde. Har han nogen underettning at give om fjenden, føres han først til fortroppen, og derfra til den commanderende for det nærmeste corps.

Sideblænkerne?
Forholde sig paa samme maade med enkelte huse og gaarde, som findes paa deres vej.

For og sidetroppen har?
Blot at paase, at undersøgelsen skeer nøiagtigt, og lade meldingene bringe videre.

Bagtroppen?
Har intet derved at bestille, uden, hvis den skulde forfølges, da at nytte gtøfter og gjerder til at lægge sig bag ved; og hvis anføreren har ordre her at lade et formerligt baghold, da maa han først bringe beboerne i forvaring, eller endog lade dem føre bort med corpset. Derpaa lukkes alle døre og vinduer, og saameget mueligt vælges en deel af huuset eller gaarden som haver udgang til 2 sider. For resten holder han sig roelig, indtil den til et udfald beqvemmeste tid kommer, hvilket, hvis det ikke standser fjenden, eller ophæver nogle af hans partier, vil ved saa liden styrke kun være af liden nytte; men i det sted, vil man, ved at holde sig skiult, lade ham passere og siden vise sig i ryggen af ham, vist kunne gjøre ham langt mere skade eller angest.

Naar forblænkerne antræffe en enkelt broe eller et vadested?
Afsøges først egnen paa denne side, dernæst aabredden paa denne side, og saameget muligt paa den anden side; for at opdage baade fjenden og flere overgangssteder, til hvilken ende bønderne nøje udspørges. Hvorpaa spidsen vover sig gjennem vadestedet eller over broen, som vel maa afsøges underneden. Først da, naar spidsen er kommet over, og har afsøgt egnen paa 100-150 skridtfra overgangsstedet, især naar det er mølle eller huus I nærheden, følger den anden, derpaa den tredie mand og endelig troppen. Naar denne er kommet over melder anføreren dette, samt vejens, broens, og vadestedets natur og beskaffenhed, og besætter og undersøger alting, som ved passagen af huulveje.

Sideblænkerne?
Melde hvor de finde overgangssteder, men passere dem ikke uden ordre eller uden at forblænkerne i det mindste ere over først; gjennemsøge i alle tilfælde, terrainet paa begge sider paa det nøiagtigste og modstaae hvert angreb, her, som ved passagen af huulveje.

Og hvad har bagtroppen at gjøre?
Den følger corpset over, besætter alle overgangssteder, forsvarer dem efter sin ordre længe, eller kort, og ødelægger dem kun i det tilfælde at det befales den. Naar en broe er opbrudt, eller og opbrændt, er vejen over den ogsaa som oftest tilintetgjort; men overgangen ved et vadested afbrydes ikke saa let. Alt hvad man for det meste kan udrette, er at faae den gjort vanskeligt; og midlet dertil er, at man graver huller i midten af den og kaster fodnagler, harver, eller andre deslige ting deri. Overalt bærer man sig ad, som ved at spærre adgangen af en huulvej, kun at man stiller troppen nær ved eller langt fra overgangsstedet, alt som det efter aaens bøjning og broens brede er fjenden mueligt, nær ved eller langt fra at beskyde troppen. Ganske nær ved, eller endog paa broen selv, staaer troppen sædvanlig slættest, naar den intet brystværn har, thi fjendens skud, alle ere rettede til et sted, vilde dræbe flere af troppens mandskab, end denne kan dræbe af fjendens naar dennes staar adsprædt, især om fjenden kan omgive troppens flanquer. Et overgangssted i en, mod fjenden udgaaende bugt, er derfor vanskeligt at forsvare. Man kan for det meste kun holde et saadant pas, forsaavidt man er sterk nok til, med bajonetten at angribe og kaste det mandskab, som først vover sig over, og i øvrigt nøie sig med, i afstand at beskyde dem, som rydde hindringen af vejen. Er overgangsstedet i en bugt indad, mod troppen, da kan denne stille sig adsprædt tættere bag samme, i det den først beskydes af fjenden, naar denne sammentrængt i en hob alt nogen tid er beskudt af troppen, medens den rykkede an, hvorved hiin endog, som oftest maa give sin flanque til priis; og i denne concentreerte ild, at fydde hindringen af vejen, volder rimeligviis meget tab. Desuden, da troppen, ved denne beliggenhed af overgangsstedet, kan være hindringen saameget desnærmere; gives dermed saameget desmere leilighed, til et i rigtigst tid anbragt bajonettangreb, derfor saameget desfordelagtigere. Ligesom det er en bestemt regel, for den side en snever tilgang (defilee) skal forsvares fra, nemlig: at sætte sig bag samme; saaledes synes det ved besættelse af alle deslige steder, som intet egentligt værn give; at kunde ansees som regel; saameget mueligt at beholde hindringen under sin bedste ild; men aldrig udsætte sig formeget for ilden fra den anden side af hindringen, og derfor, alt efter hindringens brede, at stille sig nærved eller længere fra samme; saaledes postere sig paa en broe eller over en udadgaaende bøining af en bæk, i aaben mark osv. ikke er godt; hvor fjenden derimod kun i liden front, og altsaa sammentrengt, kan nærme sig den punkt, man vil forsvare, som ved digebroer eller en anden broe, over udgaaende bøininger af bække eller moser, bør man staae hindringen saameget desnærmere, for saalenge som mueligt i denne for fjenden ufordelagtige anrykkelse, at kunne beskyde ham, og endelig angribe ham med bajonetten, just som de første mænd haver ryddet hindringen af vejen. Ved alle gjenstande derimot, som give værn mod skydevaaben; saasom grøfter, steengjærder, huse, og deslige, stiller man seg stedse tet til. Huse eller møller maa man heller ikke glemme at besætte, naar de ligge nær ved paa denne side af hindringen. Paa den anden side af broen ville disse vel blot tjene til, fra lofter og tag at give en større udsigt for bagblænkerne.

Naar colonens vej træffer paa en bye?
Maae forblænkerne først, ved de folk de møde paa vejen, og true skarpt, og føre til comandeuren, søge at faae underretning om fjenden er der. Strække disse efterrettninger ikke til, sniger spidsen sig frem til den første gaard og afsøger den paa samme maade, som ved en enkelt gaard er lært, og dette fortsætter den saa forsigtigt som mueligt fra gaard til anden, uden at bagmanden ved dette arbejde lader sin formand komme sig af syne.

Sideblænkerne?
Maae være dem behjelpelig derved, fornemmelig ved at afsøge grøftene og udkantene af byen.
Fortroppen?
Maae ligeledes hjelpe til at holde communicationen, og alt efter sin styrke, at afgive det fornødne mandskab til den nøiere afsøgning, saavel af hver enkelt gaard, og hvert huus, som ogsaa af alle grøfter og haver rundt om byen. Hvorpaa fortroppen selv besætter byen; saaledes at intet menneske, useet af dens poster kan komme til eller fra den, og melder altsammen til commandeuren for det nærmeste corps.

Sidetroppen?
Hjelper til, baade at afsøge byen, og siden at besætte den, saa at
fortroppens poster om mueligt kunne undværes.

Bagtroppen?
Dersom den skal holde sig i byen, sætter den sig bag dens ydderste gjerder, og spærrer indgangene; men naar den paa ingen maade kan holde sig mod overmagten, retirerer den fra grøft til huus, og fra huus til andet. Tilsidst til grøfterne igjen og gjør fjenden hvert skridt saa kostbart som mueligt. Er der en kirkegaard (muret eller steensat) i byen, og underofficeren for resten har ordre, at holde sig, kaster han sig tilsidst derind, spærrer indgangen paa det bedste, gjør skydeskaar i muren og holder sig saalenge han kan.

Om natten afsøger man enkelt gaard og huus?
Paa den maade: at den første mand lister sig over gjerder og grøvter bag til huser. Hvor han seer lys brænde, der kryber han til vinduerne, for at see, om der er noget fjendtligt i stuen. Seer han ingen, søger han at faae fat paa en af folkene, sætter denne mundingen for brystet, spørger om fjenden er der, og bringer ham i stillhed til anføreren. -Er det i fjendens land, giver han sig ud for deserteur eller en forvillet landsmand, lokker bonden ud og bringer ham med magt til commandeuren, hvorved den anden mand maa være ham behjelpelig.

Ved afsøgning af en bye?
Bærer man sig ligesaaledes ad og ved at opsnappe een af byens beboere, helst præsten, eller sognefogden, faaer at vide hvad de veed. Disse mennesker selv, i det mindste deres udsigende, bringes til anføreren, især om det er bekræftelse paa at fjenden er i byen, men bedre er det, i saa fald at faae opsnappet een af de fjendtlige poster, som kan skee naar denne, enten ved egen støj, ved at synge eller fløyte, eller ved en patrouilles anraab har røbet sin plads. Spidsen sniger sig da, saa sagte som mueligt nær til ham og idet han vender sig om, farer han løs paa ham; slaaer ham geværet af hænderne, sætter ham sabelen for brystet og truer med at stikke ham ihjel, dersom han giver mindste lyd fra sig. Han føres da til officeeren og efter den forklaring han har givet, foretager troppen hvad den har ordre til. Er det roppen tilladt at vove noget, og den nu rimeligviis umærket kan snige sig til huset, hvor det fjendtlige commando har sit tilhold, stille et par mand sig for døren, et par mand for hvert vindue, og allesammen stikke paa engang piberne ind af vinduer og døren, befaler hver mand i stuen at holde sig rolig, lover og holder at skyde den første som tør reise sig fra stedet eller blot gribe til gevær eller vaaben. Derpaa gaae de to mand som havde bevogtning ved døren, ind, tage geværene og alle vaaben bort, bringe dem forud til deres corps, og troppen sætter sig derpaa i march med fangene. Kan man ikke overkomme dette, saa maa man see at tage commandeuren fangen, eller at tilføje fjenden hvad anden fortred man kan. Alle øvrige gjenstande, som broer, vadesteder, hulveje, diger, kratskov, grøvter og gjerder, undersøges som om dagen, kun at afstanden bliver saameget kortere, som man seer I mindre afstand fra sig, og ligeledes gjøres anraabet sagtere, fordi alting om natten høres tydeligere. Endvidere bør man, hvor man tager veivisere med, som især ved møller og deslige, stedse forvisse sig om deres troskab ved at sikre sig deres tilstedeværelse.

Hvad hører til almindelige pligter i commandoen selv?
Opmærksomhed paa commando-ordene og commandøren; stedse at holde sit geledd, sin section og rode; i angreb med bajonetten at blive sluttet; ikke spare nogen fjende, førend han har kastet vaaben; ikke medens affairen staaer paa, ved egenytte lade sig forlede til plyndring; eller af medlidenhed til utidig hjelpsomhed mod kammerader; om natten vel erindre kiendemærket; aldrig lade sig skrække af det anskrig at fjenden er i ryggen, og ei forfølge fjenden alt for hidsigt; uden ordre aldrig vige, og endog da, med al muelig orden; redde anførerne naar de ere i fare; og altid være villig til at byde front, og angribe paa ny.

Underofficeren?
Bør især vise mod, og anspore til mod sine undergivne; tage commandoen paa sig i sin tour; med mueligste skarphed advare den, som først maatte understaae sig, at begynde paa at vende bort fra slaget, eller at vilde svige sin Konges sag, sin eed, sin egen og sine kammeraters ære. Naar han ikke mere kan holde stand, men af mængen trænges tilbage, da bør han følge, men langsomt og i retraiten søge at holde rode, geled og orden i sin commando. Ved første leilighed, naar fjenden trænger mindre hardt paa, maa han opmuntre sine folk til nyt forsøg, nævne ved navn dæm af mandskabet, han kjender at være meest følsomme for æren, og derved skaffe en slags front; føre an paa ny (om han er ældst) og saaledes rede kammeraters ære og liv. Kan han ikke mere fornye striden, bør han søge at redde saa mange kammerater som mueligt ved at samle dem og (hvor han er ældst) anføre deres forenede kræfter til at modstaae fjendens videre forfølgelse, og derved hindre, at retiraden ikke udarter til overilet flugt. Skulde i saadant tilfelde nogen besyndelig samlingsplass være anviist, maa han føre dem derhen, eller hvorsomheldst han kunde ansee det nyttigt til forsvar for den egn, som staaer i fare, eller til sikkerhed for de slagne.

Almindelige pligter i qvarteerstanden?
Dertil høre som hovedpligt, at leve i god forstaaelse med verten; omgaaes baade ham og hans familie samt huustyende høfligen, men ikke inlade sig I fortrolighed med dem, mindst angaaende tjenesten. Fremdeles at være opmærksom paa de folk, som have deres gang i huset samt naboelauget. De billige fordringer soldaten kan gjøre, i det ham anviiste qvarteer, beløbe sig til huuslye, straaleje, varme, lysning og fyrsted med kjøkkentøj; eller varm mad een gang om dagen, for den bestemte betaling af 6 skilling. Alt øvrigt maa han undvære, naar han ikke derom kan komme overeens med verten. Men endog, naar hans tilladte, billige, nu anførte fordringer, ikke tilfredsstilles, maa han ikke tage sig selv til rette, men melde det til sine foresatte, og overlade til dem, at raade bod derpaa.

Med kammeraderne?
Bør soldaten endnu mere stræbe efter at leve i god forstaaelse, uanseet hvilket sprog de tale, blot, hvis sag de forfegte; sørge broderlig for deres beqvemmelighed og nødtørft, som ere i tjenesten; og overalt bør alle tjene hinanden hvor de kunne, naar det ikke strider mod tjenestens øvrige pligter. De unge og uerfarne rekrutter bør den ældre soldat med kiærlighed antage sig, vise og hjelpe dem til rette og først advare; men naar det ikke
hjelper, melde for de fælles foresatte, hvad der i deres vandel strider mod en ærekjær soldats pligt og tjenestens fremme.

Munderingsstykkers vedligeholdelse?
Bør være soldaten vigtig, men endnu mere armaturens brugbarhed. Det bør især være ham magtpaaliggende, at begge dele, saa tidt de blive vaade, blive behørig tørret, udbedret, og de mangler, han ikke kan afhjelpe, strax angivet og rettet.

Soldatens helbred?
Da hans tjenestedygtighed staaer i forbindelse dermed, saavelsom med omsorgen for munderingssortenes vedligeholdelse, saa er det saa meget mere pligt, at vaage over samme, og at tragte efter reenlighed, baade i klæder, spise, drikke, samt hans spise- og drikkekar. Han bør altsaa ikke av magelighed give slip paa leilighed til at forskaffe sig klækkelig, sund, vel tillavet føde, mindst foretrække pirrende, berusende, snart frapperende og let forskaffet brændeviin, for nærende varm føde; skjønt denne sidste volder nogen mere umage i tillavningen.

Qvarterernes sikkerhed?
Bør være soldaten vigtig, som hans livs. Derfor bør han saameget desnøjagtigere opfylde reglerne i denne henseende. De fremste ere: at holde sig færdig til snart at kunde møde paa allarmpladsen. Vejen dertil bør derfor være hver enkelt mand paa det nøjeste bekjendt; at han kan finde den i mørke og fra hvilken kant han kommer. Ingen maa ved at sove paa høelofter og deslige afliggende stæder, udsætte sig for, at blive glemt og fangen. Forresten kan kun ordre og omstændighederne bestemme hvad vagt, piquet, eller hvilken deel af quarterets mandskab skal holde sig færdig til at rykke ud, eller endog før mørkningen, at møde ved allarmhuset eller paa allarmpladsen. Men vagten, som er befalet, maa især være aarvaagen og omenskjønt den har lys brændende i stuen, bør det ikke kunne sees udenfor. Posterne udenomkring huset, maa være meget aarvaagne, agtende paa den mindste bevegelse i nærheden af deres post, at de ikke blive opsnappede; og patrouillerne maae vel afsøge alle grøvter og huller, om nogen fjendtlig blænker skulde have sneget sig saa nær huset. En hund, hvis ejer patrouillen tager med, kan gjøre god tjeneste ved denne lejlighed. Og om end endeel af mandskabet, kunde have tilladelse, til at hvile, bør de dog alle have deres tornystre pakkede, og alle deres sager ved haanden, for paa første anskrig, at kunde møde paa allarmpladsen. Dog bør de, hvis den er langt borte fra qvarteret, ei enkelte begive sig derhen, men samlede i det forud bestemte antal af enkelte eller flere qvarterers mandskaber; vel erindre de aftalte kjendetegn, kontrategn eller deslige, og naar de ankomme paa pladsen, blot fylle roderne fra højre fløy; for resten gjøre deres skyldighed.

Underofficerens pligt i denne henseende?
At han her, som ved alle leiligheder, giver exempel paa en fuldkommen soldat. Hvor han, eller hans corporalskab bliver indqvarteret, lader han sig give beviis for sit og undergivnes gode forhold, og at alting er betalt. Han paaser sit mandskabs omgang indbyrdes; efterseer tidt deres munderingssorter og armatur; holder øje med deres huusholdning, og sørger for, at alle befalede sikkerheds-foranstaltninger nøje efterleves.